Pressemeddelelse – Peter A.G. taler på Himmelbjerget

Pressemeddelelse maj 2021 

Peter A.G. taler på
Himmelbjerget

Hotel Democracy flytter sin Grundlovsfest til september.

  • Lige nu har vi et rigtigt stort behov for at fejre fællesskabet ovenpå mere end et år med pandemi og isolation. Derfor vil vi ikke aflyse Grundlovsfesten 5. juni men har derimod valgt at flytte den til efter sommerferien. Det betyder, at vi lørdag formiddag 11. september kalder til den traditionsrige Grundlovsfejring med fællesskab, mening og musik.

Sådan lyder det fra folkene bag Hotel Democracy, der nu for femte gang gør klar til at fejre Grundloven på Blichers bjerg. Hotel Democracy er et samarbejde mellem Ry Højskole, bibliotekerne i Skanderborg kommune, Museum Skanderborg og Foreningen Søhøjlandet/Greenways.dk, og gruppen fejrer Grundloven med støtte og opbakning fra Skanderborg Kommune og en sej gruppe af frivillige.

Hovedtaleren på mødet til september er den kendte musiker, forfatter m.m. Peter A.G, som er elsket på tværs af generationer. Årets tema er “At høre til” og med det som udgangspunkt, vil Peter A.G. bidrage med refleksioner over mangfoldighed, kaffemaskiner, musikken, dansen og glæden.

– Vores hovedtaler har meget på hjerte og kan formidle sine budskaber om identitet og tilhørsforhold, så vi alle får noget at tænke over, siger forstander Ole Toftdahl fra Ry Højskole.

På Grundlovsfesten skal de unge stemmer også høres. Elever fra Ry Højskoles efterårshold giver deres bud på temaet, og det samme gør de helt unge elever fra Frijsenborg Efterskole i Hammel.

Og så skal der traditionen tro synges masser af fællessange. Ole Toftdahl og højskolens musiklærere sætter sangen i gang, og det er ganske vist, at både ”Danmark” (skrevet af Peter A.G.) og ”Septembers himmel er så blå” (skrevet af Alex Garff på Ry Højskole), er med i det sanghæfte, der bliver lavet til festen.

Om Peter Andreas Gjerluf Nielsen (Peter A.G.)

  • Peter A.G har sammen med Gnags udgivet mere end 20 albums, og han har skrevet i hundredvis af sangtekster. I 2009 udkom bogen ʺFra balkonen drysser alle Peter A.G.’s sange 1966-2008ʺ med en komplet samling af sangtekster fra 1966-2008. De første er skrevet, da han var bare 13 år gammel.
  • Gnags har i mere end 50 år spillet på festivaler og koncertsteder overalt i Danmark. Generationer af fans har svaret med et hujende JAAAAH, når Peter A.G. ved koncertens start har råbt ”Er I der?”
  • ”Det sansende menneske” er titlen på et af de foredrag, som Peter A.G. har holdt over hele landet. Det handler bl.a. om livsmod og livsglæde og om kunsten som en vej til at lære sig selv at kende.
  • Hans motto er: ”Jeg vil svare”. Det har han hentet dels hos Karen Blixen, dels hos sin far.