Jeg mødte for nylig en ung kvinde, der kaldte sig selv pessimist. Hun
var succesfuld, hun var nyslået mor, hun gik til tysk på aftenskole,
men hun var pessimist – og hun forklarede sin pessimisme sådan
her: “Jeg er pessimist, fordi verden ikke bliver bedre. Den skuffer
igen og igen.”
Bagefter kunne jeg ikke glemme hende. Jeg tænkte på hende en hel
søndag, mens jeg oksede rundt og forsøgte at lave en kompostbunke
i min have.
Verden skuffer igen og igen, havde hun sagt. Så hvorfor gøre sig dét
besvær at håbe?
Jeg tænkte, at en ung kyniker er noget af det mest tragiske, der
findes. En gammel kyniker ved trods alt noget om verden, men har
tabt troen på den – en gammel kynikers kynismen er en hård kiste,
som nogle minder af sten og nogle erfaringer af bitterhed pakkes ned
i.
En ung kyniker, derimod, ved ret lidt om verden, og har aldrig troet
på den. En ung kynikers kynismen er ikke en kiste, nogle minder
pakkes ned. Her har kynismen mere form som en krig.
En ung kyniker er i krig mod sin egen fremtid, hvilket må være den
værste at være i krig imod.
Ikke desto mindre har kynismen temmelig gode vækstbetingelser for
tiden. Og hvis nogen var i tvivl, så skulle der bare en valgkamp til for
at minde os om det. Hvis kynisme er fravær af håb, fraværet af en
grundlæggende tro på både verden og hinanden, så er der masser af
kynisme at spore i politik i dag. Ved indgangen til den valgkamp, der
slutter i dag på denne grundlovsdag, der befandt vores tillid til
politikerne sig på bunden af en historisk dyb afgrund. I en
undersøgelse, som Jyllands-Posten kunne bringe inden valget,
svarede kun 29 procent, at de har »meget stor« eller »ret stor« tillid
til danske politikere i almindelighed – for bare lidt over ti år siden
var det tal langt større, omkring 70 procent. Forleden skrev
chefredaktøren på BT, at alle politikere er “magtliderlige”. Jeg hørte
en helt almindelige mand i en tv-debat kalde politikerne “dumme
som krydsfiner”. Politikerne selv beskylder rutinemæssigt hinanden
for at lyve, og man skal ikke støve ret længe rundt på de sociale
medier for at finde mennesker, der sammenfatter deres holdninger
til politikere i ikke særlig flatterende enstavelsesord eller som
– måske endnu mere sigende – har givet deres mening til kende i
form af den der grinende Facebook-emoji, som vel at mærke – hvis
man kigger ordentligt efter – ikke bare griner. Den griner hånligt.
I kan måske se den for jer? Den har sammenknebne øjne som små
trekanter og en stor flab, og den griner på sådan en måde, som man
gør, når man vil vise det modsatte af engagement. Den griner for at
sige: jeg griner af dine tåbeligheder, som er så tåbelige, at de ikke
engang kan hidse mig op; jeg tager dig ikke alvorligt, griner det lille
gule ansigt, for jeg tager ikke noget alvorligt, for hvis man skal tage
noget alvorligt, skal man tro på noget, og jeg tror ikke på noget, jeg
tror ikke på nogen , jeg tror ikke på dig , jeg tror ikke på mig , jeg
griner af mennesker der fejler, jeg griner af mennesker der dummer
sig, jeg ser det latterlige, det pinlige, det kiksede, og når jeg griner,
griner jeg, fordi jeg synes, jeg har set den eneste tilbageværende
sandhed i en verden tømt for mening, og den sandhed er, at det hele
er til grin – sådan griner den gule grine-emoji, og på den vis siger
den en hel del om vores tid.
Den lille gule grine-emoji repræsenterer på sin vis en af de største
udfordringer, vores demokrati står over for – for et demokrati får ilt i
kraft af samtalen. Når vi taler sammen. Når vi lytter. Og lytter åbent.
Det er den lille gule grine-emoji ikke interesseret i.
—
23. april i 1910 holdt den tidligere amerikanske præsident Theodor
Roosevelt en tale på Sorbonne-universitet i Paris, og her sagde han
noget meget sandt om demokratiet, som det mest “gigantiske af alle
tænkelige sociale eksperimenter” og han sagde noget om, hvad det
krævede, for at eksperimentet ville ende i succes frem for tragedie.
Lad mig lige, inden jeg kaster mig ud i at citere fra hans fuldkommen
fremragende tale, male billede frem af manden, der taler. Udover at
have titlen som USA’s dengang yngste præsident på sit CV, havde
Roosevelt også været cowboy i det vilde vesten og modtaget Nobels
fredspris, han var både bognørd og naturelsker, en menneskekender
og amatørbiolog, i sin tid i Det Hvide Hus tog han til Yosemite Valley
og sov i telt i sneen, og var efter eget udsagn lige så vild med
naturens verden som med californiske dåseferskner. Inden han
ankom til Paris her i 1910, havde han været på storvildtjagt i Afrika i
et år med sit gevær over skulderen og tropehjelm på hovedet, men
nu stod han altså her med stive flipper på Sorbonne-universitetet,
klokken var tre om eftermiddagen og salen var proppet med
tusindvis af mennesker, herunder en hel del ministre og generaler.
Hvad skal der til for at et demokrati – dette enestående eksperiment
– ikke ender tragisk? spurgte Roosevelt. I et land, der alene styres af
en enkelt eller en håndfuld mennesker, der er succesen betinget af
den ene eller de få. “Kvaliteten af herskeren,” sagde Roosevelt, “er
altafgørende.” Sådan er det ikke i et demokrati. I et demokrati er
folket ikke undersåtter, folket er den øverste, suveræne myndighed,
og derfor er det kvaliteten af den enkeltes karakter, der er afgørende
for demokratiets helbredstilstand. “Den almindelige borger,” med
Roosevelts ord, “må være en god borger,” hvis eksperimentet skal
lykkes.
Jeg sagde lige før, at samtalen er demokratiets ilt, “lad os tale
sammen” lyder opfordringen her i dag på Himmelbjerget – men skal
vi tro Roosevelt, er der en forudsætning, der skal være på plads, før
det overhovedet bliver muligt at tale sammen. Samtalen er betinget
af – med et meget fantastisk, men lidt gammeldags ord – en
borgerdyd, og det er den borgerdyd, jeg gerne vil tale om her.
For hvad vil det sige at være en god borger? Ifølge den tidligere
præsident ville det først og fremmest sige en ting: At stille sig til
rådighed og kæmpe i arenaen, hvilket vil sige det modsatte af at
sætte sig op på publikumsrækkerne blandt kynikerne.
Kynikeren gav Roosevelt ingenting for. Her kommer et langt, men
fantastisk citat fra hans tale, hvor han slår det fast:
“Den ringeste måde at møde livet på, er ved at møde det med en
snerren. Der er mange mænd, som føler en form for besynderlig
stolthed ved kynisme, der er mange som alene beskæftiger sig med
kritik af den måde, hvorpå andre gør, hvad de selv ikke engang tør
forsøge. Der findes intet usundere væsen, ingen mand, der er mindre
værdig til at modtage andres respekt, end ham, der enten har, eller
lader som om han har, en fnysende vantro overfor alt, der er
imponerende og ophøjet, enten i kraft af indsatsen eller i kraft af det
noble forsøg, der selv hvis det fejler, er næsten lige så godt som
indsatsen. En kynisk vane i tanken og i talen, en parathed til at
kritisere arbejde, som kritikeren aldrig selv forsøger at udføre, en
intellektuel distance, som ikke accepterer kontakt med livets
realiteter – alt dette er markører, ikke som den, der bærer
markørerne vil tro, på overlegenhed, men på svaghed.”
Respekten, sagde Roosevelt altså, burde ikke tilfalde kynikeren, i
stedet burde respekten gå til “manden i arenaen”. Ham – eller hende
selvfølgelig vil jeg tilføje til Roosevelts ord – “der”, som han sagde,
“er mærket af støv og sved og blod, som kæmper tappert, som begår
fejl, som kommer til kort igen og igen, fordi der ikke er nogen indsats
uden fejl og mangler, men som kæmper alligevel for at leve op til sin
pligt; som kender til begejstring; til hengivelse, som bruger sig selv i
en værdig sag, som i bedste fald til sidst møder triumfen efter en stor
præstation, og som i værste fald, hvis han fejler, i det mindste fejler,
fordi han har turde satse stort, så han aldrig skal findes blandt de
kolde og vage sjæle, som hverken kender til sejr eller nederlag.”
Med andre ord: Det er kampen i arenaen, der gør en borger til en god
borger.
—
Omkring 70 år før Roosevelt holdt sin store tale i Paris tog den
danske præst, poet og reformator Steen Steensen Blicher initiativ til
det, der blev kendt som Himmelbjergfesterne – og som jo ja, foregik
cirka lige her, hvor vi står nu. Ligesom Roosevelt på den anden side
af Atlanten var overbevist om, at et lands succes afhang af
almindelige menneskers borgerdyder, på samme måde havde Blicher
set en forbindelse mellem det enkelte menneskes indre kultur og den
større kultur, som driver et land enten fremad eller ned i sumpen.
Blicher havde en drøm om et bedre liv for den forarmede, forhutlede
almue på landet. Han foreslog både politiske og økonomiske
reformer og han havde visioner om at udvikle et mere effektivt
landbrug, men der var ikke noget af det, der lod sig gøre – vidste han
– hvis ikke samfundsforandringerne også manifesterede sig i en
forandring i bevidstheden. En forandring i sindet. Hovbønderne i
Viborg Amt, skrev han i 1839, harvede “overfladisk og sjaskevornt”.
De lagde ingen stolthed i deres arbejde, de havde ingen
arbejdsdisciplin, deres nakker var dukket, deres gang var langsom,
de havde ingen evne til at gå ind i arenaen og kæmpe, dette var
endnu ikke myndige mennesker i ånden, der var i stand til lede sig
selv i et frit land.
Det skulle Himmelbjergfesterne være med til at lave om på. Husk på,
vi er i årene op til Grundloven blev skrevet, vi ved fra
historiebøgerne, at folkestyret er på vej, men her, da Steen Steensen
Blicher inviterer til den første Himmelbjergfest i 1839, er der ikke
noget, der hedder det danske demokrati endnu. Men Blichers fester
– eller folkemøder – plantede et før og et efter i historiebøgerne. De
etablerede en helt ny forsamlingsform, hvor landbobefolkningen
kunne mødes med hinanden, diskutere politik, tale med hinanden,
lytte til hinanden og selv formulere deres krav, forventninger og
drømme til fremtiden, frem for tavst at modtage deres udstukne
skæbne et sted oppefra. På den måde blev Blichers
Himmelbjergfester prototypen på den slags grundlovsfester, vi
holder i dag over hele landet. Der var også taler til Blichers fest. Der
var også sang. Men så var også noget på programmet, der så vidt jeg
ved, ikke står på programmet noget sted i dag [jo, viste det sig! På
Ubberup Højskole!]. Til Blichers Himmelbjergfester blev der
kæmpet . Helt bogstaveligt. Blicher kaldte Himmelbjerget for
Danmarks olympos, og han havde en grandios plan om at lave en
dansk udgave af de græske, olympiske lege, der skulle dyrkes
gymnastik til hans fest, der skulle dystes og afholdes konkurrencer. I
sin første tale til det første Himmelbjergmøde fremhævede han,
hvordan det var i “ kamplegene” , at de græske yndlinge var blevet
opflammet “til uovervindelighed i alvorskampen”, som han sagde.
Ligesom Grundtvig, der skrev nogle af sangene til
Himmelbjergfesterne, var Blicher af den opfattelse, at kamp er en
afgørende del af ikke bare en levende, politisk kultur, men ethvert
levende menneskes liv. I kampen lå den transformerende kraft. I
kampen blev ånden vækket – og holdt vågen.
Og den hvisker til os fra dette landskab. Vi skal ind i arenaen. Vi skal
svede. Vi skal stræbe. Vi skal fejle, måske, men vi skal forsøge og vi
skal forsøge igen og igen.
—-
Problemet med kynismen er, at den ikke bare påvirker de kyniske.
Som den engelske skribent Caitlin Moran har formuleret det:
“Kynisme løber gennem en kultur som blegemiddel og udsletter
millioner af små, spirende idéer.” Det, der står tilbage, er en gusten
slette, hvor ingen modige forsøg eller spændende initiativer kan leve.
På den vis bliver kynikerens profeti selvopfyldende: Se, kan han sige.
Jeg fik ret! Verden er et trøstesløst sted, og den står ikke til at ændre.
Og det man skal vide om kynikeren er, at når han siger det, så kan
det se ud som om, han deltager, at han kæmper. For kynikeren, han
blander sig og mener ting, mener en hel masse faktisk, og det, der
kommer ud af kynikerens mund kan sagtens lyde rationelt.
Fornuftigt. Ja, faktisk kan kynikeren lyde så fornuftig og rationel, at
det er blevet en hel profession at være kyniker. I mit eget fag
– journalistikken – går der eksempelvis efterhånden en del
lønkroner til mennesker, der er ansat til ikke at deltage i
samfundsdebatten, men at beskrive samfundsdebatten. At regne den
ud , at spekulere i politikernes motiver, at udlægge den påståede
skjulte tekst, at udstille andres besvær med at få ting gennemført og
påpege alle fejlene undervejs, at sidde i et tv-studie og helt
ansvarsløst bedømme andre ude eller inde.
I løbet af valgkampen har kynikerstanden arbejdet sig en pukkel til,
og de skal nok få endnu mere overarbejde under den sikkert svære
regeringsdannelse, som venter fra i morgen. Men kynikeren er ikke
kun professionnel meningsmaskine. Kynikeren findes alle steder.
Han findes til ethvert forældremøde, hun findes til enhver
generalforsamling, enhver ejerforening, enhver arbejdsplads. Han
findes hjemme i sofaen foran fjernsynet fnysende af politikerne, hun
findes på Twitter, han findes i den sarkastiske gule grine-emoji, jeg
plantede på Facebook forleden, hun findes som mulighed i de fleste
mennesker, som sindets gasgrønne slugter, der hvor doven hån og
billig foragt bor.
Og kynikeren lyder altså rationel. Kynikeren kigger på dem, der
tumler rundt, svedende, kæmpende, dem, der besværet forsøger at
bygge noget op. Og så mener kynikeren en hel masse om den indsats.
At det ikke er arbejdet værd. At planen er urealistisk At drømmen vil
briste. At det var tåbeligt overhovedet at kaste sig ind i den kamp. At
al den iver og begejstring og stridslyst, da er meget kær, men hvad
skal vi egentlig med den, når det hele åbenlyst vil fejle. Og når
kynikeren siger alt det, vil han lyde som en, der har styr på tingene,
en der ved ting, en der har indsigt , en der tør rive sløret fra vores
øjne og vise os virkelighedens barske realiteter, og når han gør det,
vil han klæ’ sig i noget, der ligner ansvarlighedens gevandter, og
ansvarlighedens gevandter vil få ham til at fremstå klædelig kritisk.
Men der er ikke tale om kritik.
For at udøve kritik må du stå i arenaen. Du må have noget på spil
selv. Du må være en del af kampen, hvilket er det samme som at sige,
at du må være en del af samtalen . Kynikeren er ikke gået ind i
kampen, i samtalen, med sig selv som indsats, med sine egne
visioner, sine egne drømme, sit eget arbejde, sin egen indsats. Han
sidder i stedet oppe på tilskuerrækkerne og spiser popcorn. “Den
kroniske fortvivlelse er den dovnes badekar, dér ligger han og
plasker i sit lune sæbevand,” som digteren Erik Knudsen engang har
formuleret det …
Så hvad der faktisk er tale om, er den særlige form for åndelig
dovenskab, som er kynikerens kendetegn og som gemmer sig
nedenunder de der kritiske gevandter: Kynikeren er ikke ude på at
tage ansvar. Kynikeren er kun ude på at beskytte sig selv. Men – og
det er dét, der snyder – men han får det til at ligne, at han står i
arenaen; han får det til at ligne en lige kamp. En kamp, en samtale,
mellem den, der siger ja, og den, der siger nej.
Kampen er bare ikke lige. For man risikerer at tage fejl på tusind
flere måder, når man handler, end når man kritiserer.
“Nej” har alle trumferne på hånden til at begynde med. Nej har to
esser, hjerter konge og spar ti allerede ved spillets begyndelse.
“Ja” sidder bare der og sveder. Med en sølle ruder to på hånden.
“Ja” melder sig ind i skolebestyrelsen i stedet for at sidde hjemme og
skrive mails til skoleledelsen. “Ja” peger på et problem på
arbejdspladsen og foreslår et bud på en løsning i samme åndedrag.
“Ja” forhandler sig til et ujævnt kludetæppe af et kompromis, selvom
drømmen om idealernes persiske tæppe stråler mere indbydende.
“Ja” tager en tørn som spejderleder. “Ja” organiserer
håndboldstævnet. “Ja” graver en køkkenhave med naboerne i
kvarteret. “Ja” bruger en aften om ugen i lektiecaféen, “ja” stiller
bøger op på det lokale bibliotek, “ja” opretter en friskole, når
kommuneskolen forsvinder fra byen, “ja” – og det kan egentlig ikke
understreges nok på en valgdag som i dag – “ja” stiller sig selv til
rådighed som folkevalgt for at tage ansvar for det land, vi har til
fælles, også selv om risikoen for at fejle og blive hånet for de fejl er
indbygget i det ansvar. “Ja” har et ocean af muligheder for at tage
fejl, for at dumme sig, for at mislykkes; “nej” kan meget vel gå hen og
få ret, men “ja” kæmper og deri ligger hele forskellen.
—-
Men vent et øjeblik. Hvis nej har større chance for at vinde end ja,
hvis kynikeren på publikumstribunen har større chance for at få ret
end hende, der kæmper i arenaen, så har min unge pessimist vel
egentlig fat i noget? Hun sagde, da jeg mødte hende, at verden
skuffer, så hvorfor tro på andet?
Hvis kampen ikke er lige, så er det vel faktisk rationelt at forudsige
nederlaget? Ja, så er det vel ikke bare rationelt, men ligefrem i pagt
med en større sandhed: Verden vil i udgangspunktet skuffe?
Er det sådan, at håbet er bundet i det blåøjede, i naiviteten? Mens
skuffelsen er bundet i kendsgerningerne?
Tilbage i december kørte jeg til Aarhus for at interviewe teologen Ole
Jensen i en anden sammenhæng – jeg ville tale med ham om
behovet for et nyt natursyn, og han satte sig der i sin stol, over 80 år
gammel med indsigter skarpe som rageknive, og så sagde han noget i
en bisætning, der havde forbindelse, til det jeg taler om her …
Han sagde: Hvis det rent faktisk forholder sig sådan, at verden er et
trøstesløst sted, hvorfor er det så ikke dét, vi lærer børn?
Med andre ord: Hvis kynikerne har ret, hvorfor er det så ikke det
kyniske verdensbillede vi helt naturligt giver videre til vores børn?
Hvorfor sparer vi ikke børnene for meget skuffelse og siger til dem,
at de skal undlade at stole på andre? Hvorfor siger vi ikke til dem, at
de skal tro det værste om deres sidekammerat? Hvorfor synes vi
ikke, at den bedste vejledning vi kan give dem her i livet er at fortælle
dem, at de bør mistænke enhver for at have gedulgte motiver?
Hvorfor kvæler vi ikke bare deres tillid til at begynde med? Deres
håb?
Det gør vi ikke.
Selv den unge kyniker, jeg mødte for nylig. Mit gæt er, at når hendes
børn er kede af det, så putter hun dem ikke med beskeden om, at “i
morgen bliver sikkert lige så forfærdelig”.
Hun siger, det skal nok gå. Hun siger, der er en ny dag i morgen.
Hun siger, du føler dig ensom, du føler dig forladt, men lyset står
over mørket. Det gode findes. Det bliver lyst igen, siger hun. Hun
giver sine børn et nænsomt syn på verden: Ja, du græder. Og det kan
der være god grund til, men din boble er ikke verden, læg verden det
ej til last.
Sådan noget i den stil, siger hun, tror jeg.
Hvorfor? Hvorfor giver vi som udgangspunkt vores børn et
nænsomt, kærligt syn på verden, når nu den er fyldt med skuffelser?
Måske er det fordi, der findes en eksistentiel grundindstilling i os,
som går forud for kynismen?
Vi opdrager ikke børn til at blive kynikere, fordi vi fornemmer et
eller andet sted, at verden – på trods af sorg og ulykker og sygdom og
ufred og idiotiske beslutninger og korrumperede systemer – faktisk
kommer med en opfordring til at synes om den og tro på dens
fremtid. Vi fornemmer, at mistillid, mismod og mistro ikke bør være
udgangspunktet.
Ingen børn – intet ungt menneske – bør være igang med at skyde
deres egen fremtid ned.
Vi har ikke selv bestemt at vi vil være til. Livet er noget, nogen eller
noget – alt efter observans – har givet os, og det er blevet givet til os i
fællesskab med andre. Det ville ikke være mystisk, hvis vi ikke var til.
Det mystiske er, at vi findes, at vi er til, og dét at vi er til kommer
ikke bare med et mandat til at værdsætte at vi findes; det kommer
også med en underforstået forpligtigelse til os selv og hinanden. En
forpligtigelse til at tage vare på det. Og ved at tage vare på det – få
noget ud af det. At gå ind i det, at gå ind i det hele, med Hal Kochs
ord at “indlade sig lidenskabeligt med tilværelsen”, også når det
kræver en kamp, der får sveden til at rende fra panden og støvet fra
manegen til at hvirvle op og sætte sig i det.
På alle demokratiets små og store tingmøder, hvor vi mødes og taler
med hinanden, er det nemmest at sige nej, og mulighederne for at
sige nej forekommer endeløse i denne stejle enten-eller-tid. Derfor er
der så meget desto større grund til at minde sig selv om det, en klog
kvinde har formuleret sådan her: Håb uden kritisk tænkning er
naivitet. Kritisk tænkning uden håb er kynisme.
—
Der findes en myte om vores land som et lille fordrageligt land, som
ikke sådan for alvor kender til kamp. Forleden så jeg myten gentaget
på lederplads i Weekendavisen – myten om, at Grundloven blev til i
al fredsommelighed, efter at folket i 1848 sjoskede op til Frederik d.
7 og i bad om en fri forfatning, selvom sandheden er en anden
ganske anden – nemlig den, at der i umiddelbar forlængelse af
Grundlovens indførelse udbrød en blodig borgerkrig mellem den del
af riget, der kaldte sig tysk og den del, der kaldte sig dansk. I slaget
ved Isted Hede mistede over 6.000 mænd livet. Det blev det største
slag i Danmarkshistorien, det varede i 12 timer, vejret slog om
undervejs til tæt dis og øsende regn, slagmarken må have været et
æltet pløre af mudder og kroppe; her kæmpede på hver sin side af
krigen fætre mod fætre, brødre mod brødre – så kom ikke og sig, at
kamp ikke er en del af vores historie.
Der findes også andre kampe, mindre blodige kampe, mere
fantasifulde kampe, kampe på ord, kampe på idéer, indre kampe,
kampe i kompromisets navn, men stadig kampe, som kom til at
forme vores historie – og det var ikke dem, der sagde nej undervejs,
som skrev kapitlerne, det gjorde dem, der sagde ja.
Om natten, den dag Hitler var kommet til magten i Tyskland, havde
vores kamp mod nazismen adresse hos statsminister Stauning i
Kanslergade i København, hvor Socialdemokratiet, Det Radikale
Venstre og Venstre lavede et bredt forlig over midten, der skulle løfte
både bønder og arbejdere, og som – viste historien – inddæmmede
de ekstreme kræfter, der blev opildnet andre steder i Europa på
det tidspunkt. “Vi har ofret nogle principper,” udtalte Stauning til
en avis, “men vi har reddet landet!”
I begyndelsen af det 20. århundrede boede kampen for retten til at
råde over sin egen krop hos kvindesagens forkæmpere, den boede
hos læger, hos pædagoger, hos forfattere, kunstnere, hos helt
almindelige mænd og kvinder, der satte deres ære og ry og nogle
af dem endda også livet på spil for at insistere på sammenhængen
mellem den frie tanke og den frie krop – og en majdag for 50 år
siden, i år, der flyttede dén kamp ind i Folketinget, da et flertal af
politikerne vedtog en på verdensplan historisk lov, der ophævede
billedcensuren – og som tilbød en symbolsk slutning på kampen i
den frie krops navn.
Tilbage i det 19. århunderde boede en kamp i værkstedet hos
opfinderen og højskolelæreren Poul la Cour, da han satte sig for at
forske i vindkraftens evne til at producere elektricitet. Han
indrettede den første forskningsstation for vindmøller i
verden betalt af offentlige midler. Hans ærinde var ikke profit, det
var socialt, vindmøllernes elektricitet skulle bringe nye
muligheder til folk på landet, der skulle sættes gnist til de mange
nye andelsforeninger, der skød frem i disse år, og derfor var
kampen for vindmøllerne også en kamp med vores
forestillingsevne, med den mentale model for, hvad der kunne
lade sig gøre. Hvordan verden også kunne se ud. Og skal vi lære
noget af historien om Poul la Cours vindmøller, så er det, at
verden kan se anderledes ud, at virkeligheden kan ændre sig og
ændre sig til det bedre, at kampen ikke behøver være forgæves, og
der findes ikke nogen vigtigste påmindelse nu, i denne tid, hvor
jorden kalder og beder os om at passe på den.
—-
Et demokrati er ikke afhængigt af ét menneskes vilje og én
persons karakter. Et demokratisk succes er en langt mere
kompliceret og derfor langt finere affære, den står og falder med
den enkelte borgers evne og lyst til at gå ind i den arena. I mit fag,
journalistikken, der er vi vilde med at “placere ansvar”, vi render
hele tiden rundt og skal placere det der ansvar hos nogen, og
somme tider er der også åbenlyse grunde til, men egentlig egner
ansvar sig forholdsvis dårligt til at pålægge andre, det egner sig
bedst til indvortes brug – ansvaret er også de politikeres, vi
stemmer til Christiansborg i dag, men slet ikke kun – ansvaret er
dit, det er mit, det er bøvlet, det er besværligt, men der er ingen
anden vej med mindre vi vil en kultur – og en politisk samtale –
hvor de hånlige fnys gjalder højest.
Så på sin vis må det være hovedanliggendet: At gå til virkeligheden
med andet end en vrængen. At vove pelsen. At være med til at bygge
op. At bygge videre på et land, hvor dét at melde sig ind i kampen
bliver betragtet som mere attråværdigt end fornøjelsen ved at snerre
ad de kæmpende. At trodse tidens herskende idé om, at forsvindende
lidt bør aftvinge respekt. At ville et fællesskab, hvor agtelsen i
udgangspunktet tilfalder dem, der sætter sig selv på spil, dem, der
forsøger, fejler, forsøger igen, tager ansvar, og som kommer til at se
herrens ud, og som fortumlet kommer til at kende terrænets dybeste
dale, men alligevel tager turen – fordi de hellere vil leve et liv drevet
af pligtfølelse og glødende overbevisning end et liv med armene over
kors, hvor følelser som ydmyghed og stolthed aldrig kan høre
hjemme.
Glædelig grundlovsdag.