Sangen får premiere ved grundlovsfesten 5. juni
Han er kendt og elsket for ”Du kom med alt hvad der var dig” og han er den nulevende digter, der har flest sange med i Højskolesangbogen. Nu har Jens Rosendal skrevet en helt ny sang i anledning af kulturhovedstadsåret til projektet ”Verden for dine fødder” der i år samarbejder med Hotel Democracy om Grundlovsmødet.
Ved sidste års Grundlovsfest var der premiere på Lars Lilholts sang ”I mit grænseland”, skrevet til Himmelbjerget og Hotel Democracy (alias Ry Højskole, Museum Skanderborg og VisitSkanderborg), og arrangørerne glæder sig over at Jens Rosendal og Rasmus Skov Borrings sang får sin officielle premiere til Grundlovsfesten.
Temaet for Grundlovsfesten 2017 er ”Her fra hvor vi står”, og det er 2017-projektet Verden for dine fødder med base på Flamenco Teatret i Ry, der har arbejdet sammen med Jens Rosendahl og Rasmus Borring Skov om tekst og musik til ”Imellem lyse strande”. Allerede i 2016 var Jens Rosendal og Rasmus Borring Skov gæster ved en sang- og fortælleaften på Ry Højskole arrangeret af Hotel Democracy, og her var alle pladser udsolgt.
2017-temaet ”Her fra hvor vi står” er også udgangspunktet for årets hovedtaler, den kendte TV-journalist og debattør Abdel Aziz Mahmoud og for de unge talere, som følger efter ham på talerstolen på Himmelbjerget . De unge kommer som repræsentanter for det Børnefolkemøde, der samtidig holdes på Sletten ved bjergets fod.
Og så skal der synges masser af fællessange, akkompagneret af en dejlig trio med Lisbeth Iversen i spidsen. Højskoleforstander Ole Toftdahl, Ry Højskole introducerer sangene.
Hele arrangementet starter med morgenkaffe og rundstykker og rundes af med en fortælletur om ”Frihed, folkelighed og fornøjelse” på Himmelbjerget, anført af museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen, Museum Skanderborg.